Man - Fre 08.30 - 16.00 (+45) 71 99 70 60 [email protected] Haraldsvej 60, 1., 8960 Randers SØ
Man - Fre 08.30 - 16.00 (+45) 71 99 70 60 [email protected] Haraldsvej 60, 1., 8960 Randers SØ
Droneregler 2026 i Danmark: ændringerne 1. januar og det, der kommer i 2027
Overblik over dronereglerne: 1. juli 2025, 1. januar 2026 og 1. januar 2027
Dronereglerne i Danmark har ændret sig tre gange på kort tid. Den 1. juli 2025 kom en ændringsbekendtgørelse (nr. 527) med nye afstandskrav oven på dronebekendtgørelsen fra 2023 (nr. 1649). Den 1. januar 2026 udløb den midlertidige droneerklæring DK-STS-03. Og fra 1. januar 2027 ventes der krav om Remote-ID på alle droner over 250 gram. Her er, hvad der gælder nu, og hvad der er på vej.

Billede fra: Trafikstyrelsen.dk
1. januar 2026: droneerklæringen DK-STS-03 udløb
Den midlertidige danske droneerklæring DK-STS-03 udløb ved årsskiftet. Erklæringen gav professionelle piloter med de gamle danske dronebeviser (1A, 1B og 2) lov til at flyve ældre droner uden C-mærke, købt før 1. januar 2024 og på 250 gram til 25 kilo, i bymæssig bebyggelse. Fra 1. januar 2026 gælder det ikke længere. Trafikstyrelsen peger på tre veje for de berørte operatører: C-mærkede droner flyves i den åbne kategori efter deres klasse (C0 til C4), droner med C5- eller C6-mærke flyves i den specifikke kategori efter de europæiske standardscenarier (STS), og ældre droner uden mærke flyves enten efter reglerne for den tilsvarende C-klasse i den åbne kategori eller efter en risikovurdering (PDRA eller SORA) i den specifikke kategori.
For dem, der bestiller droneopgaver, betyder det, at leverandøren enten skal have skiftet til C-mærkede droner eller have en tilladelse i den specifikke kategori, når der flyves i byen. Et gammelt dronebevis er ikke længere nok.
På vej: Remote-ID på alle droner over 250 gram fra 1. januar 2027
Den 29. juni 2026 sendte Trafikstyrelsen et udkast til en ny dronebekendtgørelse i høring. Det er stadig et forslag, høringsfristen var 21. august 2026, og de endelige regler kan afvige, men retningen er tydelig. De vigtigste punkter i udkastet:
- Alle droner over 250 gram skal have Remote-ID eller en anden form for fjernidentifikation, så myndighederne kan se, hvem der flyver, og hvor. Kravet skal også gælde lettere droner med kamera, når de flyves i sikringskritiske zoner.
- Politiet skal kunne kræve flyvelogs udleveret. I dag gælder det kun Trafikstyrelsen.
- Afstandskravene omkring lufthavne, havne, fængsler og officielle residenser skærpes.
- Reglerne ventes at træde i kraft 1. januar 2027.
Vi opdaterer artiklen, når bekendtgørelsen er vedtaget. Indtil da gælder dronebekendtgørelsen fra 2023 med ændringerne fra 1. juli 2025, som er beskrevet længere nede.
Hvad betyder det for jer, der bestiller droneopgaver?
Ingenting, I selv skal gøre. Vi flyver med registrerede droner og certificerede piloter i de kategorier, opgaverne kræver, og vi søger selv tilladelser, når en ejendom ligger i en dronezone. Vil I se, om jeres ejendom ligger i en zone, kan I slå adressen op på dronekortet, og hvad reglerne betyder for jer som ejendomsejer, har vi samlet i vores guide til dronelovgivning i Danmark.
Reglerne fra 1. juli 2025, som stadig gælder
Ændringerne fra 2025 er ikke afløst af noget nyt. De gælder fortsat, indtil den nye bekendtgørelse er vedtaget, og de handler først og fremmest om afstande til flyvepladser.
Ændrede afstandskrav til flyvepladser
Den største ændring handler om afstand til flyvepladser, hvor reglerne nu skelner mellem:
IMC-flyvepladser (instrumentflyvning)
- Minimumsafstand er 8 km (tidligere 5 km), medmindre piloten har A2-kompetence.
- Har man A2-certifikat, gælder nye højdebegrænsninger:
- 0-2 km: Ingen flyvning uden særlig tilladelse.
- 2-3 km: Max 30 m over banehøjden.
- 3-6 km: Max 40 m over banehøjden.
- 6-8 km: Max 100 m i ind-/udflyvningszone, max 120 m ellers – dog aldrig over 120 m AGL.
VMC-flyvepladser (kun visuelle forhold)
- Minimumsafstand er nu 4 km (tidligere 5 km).
- Med A2-certifikat gælder fortsat:
- 0-2 km: Ingen flyvning uden tilladelse.
- 2-3 km: Max 30 m over banehøjden.
- 3-4 km: Max 40 m over banehøjden.
- Thisted Flyveplads har fremover en særlig zone på 6 km, pga. banens længde.
- Danmarks to vandflyvepladser i Aarhus og København er nu defineret som flyvesikringskritiske områder.
Nye droneregler 2025 for vandflyvepladser
Danmarks to vandflyvepladser i Aarhus og København er nu defineret som flyvesikringskritiske områder.
- Droneflyvning er kun tilladt, hvis piloten har et A2-certifikat.
- Flyvning er kun lovlig, hvis vandflyveren ikke er i området eller allerede er landet og ligger til dok.
- Under start og landing er det kun tilladt at flyve lavt og tæt ved bygninger/hindringer, mens dronen er fortøjet.
- Der arbejdes på en løsning, så vandflyverens aktuelle placering kan ses direkte på Dronezoner.dk
Nye droneregler 2025 for droneoperatører
- En droneoperatørregistrering gælder nu i 3 år.
- Registreringen skal fornyes, hvis man vil fortsætte med at flyve – tidligere var der ingen udløbsdato.
Link: Læs mere om droneregler
Fortøjede droner
- Fortøjede droner (fx brugt til faste opmålinger eller reklamer) er nu omfattet af samme regler som almindelig droneflyvning.
- Det betyder, at både højder, afstandskrav og forsikring skal overholdes.
Forsikring
Der er indført en lempelse for de mindste droner:
- For mikrodroner under 250 gram, der ejes og bruges af privatpersoner til hobby, er kravet om en minimumsforsikringssum på 0,75 mio. SDR fjernet.
- Du skal dog stadig have en gyldig ansvarsforsikring på dronen – ellers er flyvning ulovlig.
Hvad betyder de nye droneregler for dig som pilot?
De nye regler betyder først og fremmest, at man skal være mere opmærksom på afstande til flyvepladser og vandflyvepladser.
Derudover får alle droneoperatører nu en fornyelsespligt hvert 3. år, og selv fortøjede droner er blevet underlagt de almindelige regler.
Hos B3D sørger vi altid for, at vores flyvninger overholder gældende lovgivning – uanset om vi arbejder tæt på lufthavne, byområder eller naturbeskyttede zoner.
Ofte stillede spørgsmål om dronereglerne
Må jeg stadig flyve en ældre drone uden C-mærke i byen?
Som privat må en ældre drone over 250 gram uden C-mærke kun flyves i underkategori A3 i den åbne kategori, altså 150 meter fra beboelse, erhverv og rekreative områder. I byen kræver det derfor en tilladelse i den specifikke kategori, og den midlertidige danske undtagelse DK-STS-03 udløb 1. januar 2026.
Hvornår bliver Remote-ID et krav i Danmark?
Efter Trafikstyrelsens udkast fra juni 2026 skal alle droner over 250 gram have Remote-ID fra 1. januar 2027. Bekendtgørelsen er ikke vedtaget endnu, så datoen og detaljerne kan ændre sig.
Skal jeg som ejendomsejer eller kommune selv gøre noget?
Nej. Ansvaret for registrering, certifikater, forsikring og tilladelser ligger hos den, der flyver. Det, I kan gøre, er at spørge leverandøren, om dronen er registreret, hvilken kategori der flyves i, og om der er søgt tilladelse, hvis ejendommen ligger i en dronezone.